Hans V. Jensen har i syv år arbejdet på at lave en komplet spillerdatabase for EfB. Nu er den færdig, og han er stolt.
Hvem scorede Esbjerg fB’s enlige mål i 1-3 nederlaget til KB 6. juni 1960? Det gjorde Kaj Hansen, der var 9500 tilskuere, og vestjydernes samlede statistik mod KB hedder 20 vundne kampe, fem uafgjorte og 18 tabte.
De oplysninger er nu kun et par klik væk.
I syv år har Hans V. Jensen arbejdet på at få sat superligaklubbens tusindvis af kampe i system, og i tirsdags kunne webmasteren så melde værket færdigt. Nu kan fans og andre interesserede på www.efb.dk under »resultatbørs« finde alle oplysninger om 47 års kampe – fra dengang en plads bag målet kostede fire kroner, børn og soldater kom ind for to en halv, og stjernerne hed Erik Gaardhøje, Carl Emil Christiansen og Egon Jensen til dagens børnepriser på en halvtredser og kampen mod FC Midtjylland 27. maj, der er den foreløbig sidste i rækken.
– Det kan godt være lidt skørt, men jeg syntes, det var vigtigt at få det lavet, inden den generation, der stadig kan huske noget fra 1960’erne, er væk, forklarer Hans V. Jensen sit store engagement som drivkraften i det, der lige umiddelbart kan virke ganske uoverskueligt.
Han er da også lusket op adskillige nætter for at sidde og pusle med projektet for ikke at blive for upopulær derhjemme, og han har ikke tal på alle de timer, han har siddet på biblioteket og trawlet mikrofilm igennem for at finde målscorere og tilskuertal.
En stor hjælp – ja, hele udgangspunktet – har været klubbens egen kampbog, hvor samtlige holdopstillinger siden 1964 er blevet skrevet ned. Den fik Hans V. Jensen allernådigst lov til at låne med hjem, og med stor hjælp fra en anden EfB-fan, Frank Madsen fra Tølløse, blev den elektronisk.
Syv minutter fra titlen
Men en database om EfB er ikke en rigtig database, hvis ikke de gyldne år fra begyndelsen af 60’erne er med. Dengang vestjyderne med sine fire danske mesterskaber på fem år – i 1961-63 og igen i 1965 – var datidens svar på FC København og Brøndby.
– Det var en gave da jeg stødte ind i Erik Kragh, der er meget historisk interesseret. Han havde den fornødne tid og lyst til at gå på byhistorisk arkiv, hvor han har fået kasser slæbt op og siddet og bladret i de gamle aviser, fortæller Hans V. Jensen, der med sine 40 år i sagens natur ikke selv husker noget fra dengang, men han synes, det har været sjovt at stifte bekendtskab med den svundne tid, hvor han blandt andet har fundet ud af, at EfB blot var syv minutter fra at kunne have skrevet et sjette mesterskab på nutidens cv:
– I 1968 skulle EfB vinde den sidste kamp over OB, mens KB ikke måtte vinde i Aalborg. Otte minutter før tid førte EfB 4-2, mens der stod 1-1 i Aalborg. Med syv minutter igen lavede AaB’s målmand – Winde – et drop, så KB vandt 2-1, og Esbjerg måtte nøjes med sølvet.
Hos ham var det som 7-årig, midt i 70erne, han begyndte at følge EfB, og specielt i guldsæsonen i 1979, da han var 13 år, vækkede de varme følelser. Det til trods for han kun har boet et par år på Vestkysten. Han er vokset op i Bording ved Ikast, har været et smut omkring Sjælland og bor i dag i Them ved Silkeborg.
– Min fars familie boede i Esbjerg, og som barn var jeg benovet over byen ved vesterhavet, så jeg hørte altid om EfB i radioen, jeg gik i en EfB-T-shirt, som min mor næsten ikke kunne nå at vaske, og da de blev mestre i ’79, kørte jeg rundt i byen med mit halstørklæde på, griner Hans V. Jensen om minderne fra dengang. Ja, faktisk husker han tydeligt øjeblikket, da han blev glødende fan:
– Jeg var solgt, da jeg på Ikast Stadion så Flemming Iversen heade bolden ind til 1-0. Jeg kan ikke give en forklaring på, hvorfor det lige var på det tidspunkt. Det var det bare.
Og tidspunktet, ja, det kan faktisk temmelig præcist angives til: 20. juni 1979, det 62. minut af kampen, der endte 1-0 til EfB. Og der var 8129, der så det sammen med Hans V. Jensen.
FAKTA
Esbjerg fB’s spillerdatabase er den mest omfattende i superligaen. Og den er lynhurtigt opdateret – Hans V. Jensen har altid sin computer med på stadion, og senest en halv time efter sæsonens første kamp hjemme mod Brøndby på onsdag vil kampdata ligge inde i systemet.
Jydske-Vestkysten, den 16. juli, 2007.