Hans V. Jensen er stor Beverly Hills-fan. Når den 49-årige mand fra Salten ser serien, er det som at være i selskab med gamle, nære venner fra ungdomstiden.
At se serien igen og igen er et helt særligt frirum for Hans V. Jensen, hvor han kan tage et lille hvil fra arbejdet som webredaktør, og hvor han kan være sammen med sine gamle venner fra Beverly Hills. Det lidt usædvanlige er dog, at Hans V. Jensen ikke lige umiddelbart er målgruppen for ungdomsserien, for han er nemlig fyldt 49 år.
– For mig betyder den serie noget helt særligt, for den har fulgt mig i alle årene, og jeg har det præcis som at være sammen med nogle gode, gamle venner, når jeg tænder for det, siger Hans V. Jensen.
Han var i midten af 20’erne, da serien blev sendt for første gang i Danmark. Og allerede dengang blev han betaget af både skuespillere, karaktererne og alle de ting, de kom ud for i afsnittene lige fra dødsfald, utroskab og de stærke venskabsbånd, der ofte kom på prøve.
– Brandon er min yndlings. Han er som en gammel buddy for mig. Han har styr på tingene, har god humor, og er en mega god og hjælpsom ven. Det er ham, jeg allerhelst vil møde i virkeligheden, da kemien bare passer, siger Hans V. Jensen.
Der findes i alt 291 afsnit med Beverly Hills 90210 fordelt på ti sæsoner, og Hans V. Jensen har selvfølgelig set alle afsnittene flere gange.
– Jeg har aldrig været i USA, men jeg har altid været dybt fascineret af landet. Det hele er så stort derovre, og selvom jeg ved, at jeg nok aldrig kommer til at møde Brandon, så gad jeg virkelig godt. Det ville være som at møde en gammel skolekammerat, en nær ven fra fortiden, siger Hans V. Jensen.
Men selvom Hans V. Jensen er en stor fan af Beverly Hills 90210, så er han ikke typen, der har fanplakater eller sover i sengetøj med Brenda og Brandon. Slet ikke. Og det er kæresten gennem 26 år, Eva, vidst også glad for.
– Hun har da set lidt med, men hun forstår mig ikke rigtigt. Måske synes hun endda også, at det er lidt pinligt, men for mig er det som et gammelt venskab, jeg ikke kan slippe. Det accepterer hun selvfølgelig, siger Hans V. Jensen.
Hans V. Jensen kan bedst lide de første afsnit af serien, hvor Brenda også er med. Men også afsnittet, hvor Dylans hustru Antonia bliver skudt gør indtryk, ligesom det allersidste afsnit, hvor Donna og David endelig får hinanden, får de helt store følelser frem.
– Hvis ikke man bliver rørt af det afsnit, så er man altså en kold skid. Det forudsætter dog, at man har set afsnittene og ved, at der er gået meget forud, før de endelig står der i kirken og bliver gift. Jeg får helt kuldegysninger ved bare at tale om det. Men jeg kan også godt lide, at det ikke er alt, der ender lykkeligt. At Dylans kone dør eksempelvis, og at Kellys ven dør af aids gør serien realistisk og til tider ret rørende, siger Hans V. Jensen.
Der har dog været nogle år, mens Hans V. Jensens børn, Julie og Jacob, var små, og hvor jobbet også krævede mere, at der ikke var så mange ledige timer til at se Beverly Hills 90210. Men efter en tung periode i sit liv har den 49-årige fan fået mere tid til sin interesse igen.
– På mange måder identificerede jeg mig meget med Dylans problemer, og der er Brandon igen ham den gode ven, der forsøger at få ham op. I dag bruger jeg gerne en pause til at hygge mig med et afsnit. Det giver mig lige som et frirum til at være sammen med vennerne, siger Hans V. Jensen.
Udover at bruge tid på Beverly Hills 90210, så er Hans V. Jensen også stor fodboldfan, hvor hjertet ligger hos den vestjyske klub Esbjerg fB. Han har været webredaktør for klubbens officielle hjemmeside igennem ti år og har i dag ansvaret for efbhistorik.dk.
Bragt i Midtjyllands avis den 12. okt. 2015