Brandon er som en gammel ven

I anledning af  Beverly Hills 90210's 25 års jubilæum har DR.dk givet lov til at gengive både vores eget interview og øvrigt omkring jubilæet her på siden. På vegne af vennerne siger vi mange tak for opmærksomheden. 

 
04-10-2015
Af Marie Ravn Nielsen

49-årige Hans er fan af ’Beverly Hills 90210’: Brandon er som en gammel ven

Hans V. Jensen er 49 år, glad for fodbold, arbejder med it, elsker at gå tur med hunden og har to voksne børn med sin kæreste gennem mange år.

Og så er han helt pjattet med ungdomsserien ’Beverly Hills 90210’.

Faktisk så meget, at han sidste år besluttede sig for at lave en hyldestsiden beverly-hills-90210.dk, hvor han kort beskriver samtlige 291 afsnit og har lavet små biografier på alle karakternene.

Da serien, der havde premiere i USA netop i dag for 25 år siden, endelig kom til Danmark i 1992 var Hans V. Jensen i starten af 20’erne - og han var fanget fra første afsnit.

- Jeg har altid været fascineret af USA, og så kom den her rigtigt fine serie fra USA med en god historie fra Beverly Hills og med nogle gode skuespillere, fortæller han DR Kultur.

"De tager fat i mange gode emner"
Efter at have lagt serien på hylden i en årrække på grund af job og familieliv vendte ”vennerne fra Beverly” for alvor tilbage i Hans V. Jensens liv, da børnene blev store.

- Man føler lidt, at man er med dem, og man kan nikke genkendende til de ting, de bøvler med i serien, siger Hans V. Jensen og uddyber, hvorfor serien stadig fanger ham:

- De tager fat i mange gode og både alvorlige og sjove emner i serien. Venskaberne bliver bygget op omkring de episoder, og jeg kan godt lide den måde, vennerne fra Beverly takler tingene på og hvordan de hjælper hinanden.


Kæresten forstår ikke helt begejstringen
Hans V. Jensen arbejder hjemmefra som webredaktør, og derfor bruger han gerne en forlænget kaffepause til et hvil med ’Beverly Hills 90210’, når TV 2 Zulu hver eftermiddag sender to afsnit af den populære 90’er-serie.

Hvad siger familien til din begejstring for ’Beverly Hills 90210’?

- Min datter Julie ser gerne med, når hun har tid, hvorimod min kæreste ikke rigtig kan forstå, hvorfor jeg gider blive ved med at se det samme om og om igen. Men sådan er det.

Som at møde en gammel ven
Modsat en del af de yngre fans, så har Hans V. Jensen dog aldrig sovet i Beverly Hills-sengetøj eller haft plakater med skuespillerne. Sådan noget gider han ikke.

Til gengæld synes han, at det ville være ”kæmpe stort”, hvis han engang kunne møde Jason Priestley, der spiller Brandon.

- Det kan på en måde sammenlignes lidt med, hvis du møder en rigtig god gammel ven igen - en, som du har været væk fra nogle år. Sådan ville jeg have det med Brandon. Det kan måske godt lyde skørt, men sådan har jeg det. Jeg føler, han er en god gammel buddy, siger Hans V. Jensen.

Han synes, Brandon har en fin indgangsvinkel til tingene, han har styr på damerne og sidst men ikke mindst er Brandon en god og hjælpsom ven for de andre.
 
 
Får hel kuldegysninger over at genfortælle det
Det er dog ikke Brandon, der er i fokus i en af Hans V. Jensens mange yndlingsscener fra serien. Og nu kommer der en handlingsafsløring for dem, der aldrig fik set slutningen af ’Beverly Hills 90210’. For den 49-årige fan er særligt glad for det sidste afsnit, hvor Donna og David - endelig - siger ja til hinanden:

- Jeg bliver bare rørt. Fuldstændig. Der findes da andre afsnit, hvor man kan få tårerne frem, men det der er jo kulminationen, siger Hans V. Jensen og taler lige ud af posen:

- De to har gennem hele serien flirtet og været kærester flere gange. Da de står der overfor hinanden … Hvis ikke man bliver lidt rørt af det, så er man en kold skid. Jeg får næsten helt kuldegysninger bare af at genfortælle det.

Se artiklen på DR.dk